d. 28.09-2026

Et tip blev starten på en bedre forretning for Mikkel

To timers sparring blev startskuddet til en stærkere forretning for Mikkel Spanggaard, MS Mobil Svejs.

Da Mikkel Spanggaard besluttede sig for at blive selvstændig på fuld tid, havde han godt styr på sit håndværk og var allerede godt i gang med virksomheden. Men som ny selvstændig var der stadig mulighed for at blive skarpere på blandt andet priser, kørsel og økonomi. En snak med det lokale erhvervskontor, Erhverv Vesthimmerland, gav nye perspektiver – og 40.000 kr. ekstra på bundlinjen.

Mikkel Spanggaard er uddannet smed og driver i dag MS Mobil Svejs i Aars, hvor han løser svejseopgaver for blandt andet landbrug og entreprenører i Nordjylland.

Vejen til at blive selvstændig begyndte allerede under hans læretid hos ASP Produktudvikling. Her oprettede han sit eget CVR-nummer og tog opgaver ved siden af arbejdet. Da uddannelsen var færdig, var beslutningen taget: Han ville være selvstændig på fuld tid.

Håndværket havde han styr på, men som ny selvstændig var der også meget andet at finde ud af.

En kort snak blev til to timers sparring

Under læretiden fik Mikkel et tip om, at det lokale erhvervskontor kunne hjælpe ham på vej. Han kendte kun ganske lidt til erhvervskontoret, men tog imod tilbuddet om en snak med erhvervskonsulent Flemming Jensen.

Samtalen kom blandt andet hurtigt ind på prissætning, momsregnskab og kørselsafregning. Netop kørslen viste sig at være en vigtig øjenåbner.

“Der, hvor jeg har hentet mest, er på kørsel – det var jeg ikke klar over, man kunne. Derudover fik jeg også gentænkt min timepris.”

Mikkel blev efterfølgende henvist til en revisor, som hjalp ham med blandt andet at få styr på kørselsgodtgørelsen og momsreglerne og samtidig se på, hvor virksomheden kunne drives smartere.

Det har givet resultat. Samlet set har de nye priser, rigtig håndtering af kørsel og andre justeringer givet omkring 40.000 kr. på bundlinjen i første år, 2025/2026.

Drømmen om eget værksted

I dag arbejder MS Mobil Svejs både for landbrug og entreprenører – blandt andet på timebasis, hvor Mikkel kører ud til forskellige kunder og løser svejseopgaver. Han har også et mindre værksted, hvor han laver speciallavede elementer. Særligt inden for entreprenørbranchen oplever han en stigende efterspørgsel på hans håndværk.

Drømmen er derfor et større værksted med plads til både svejseopgaver og produktion af egenudviklede specialprodukter/løsninger.

Han er allerede godt på vej – og med styr på både håndværket og forretningen er fundamentet lagt.

En sparringspartner, alle kan bruge

Mikkels historie er langtfra enestående. Mange, der springer ud som selvstændige, er dygtige til deres fag – men har mindre fokus på prissætning, moms og regnskab fra dag ét. Det er præcis dér, det lokale erhvervskontor kommer ind i billedet.

Erhverv Vesthimmerland er uvildige sparringspartnere før, under og efter opstart. Vi skal ikke være specialister på alle områder, men gode til at stille de rigtige spørgsmål og bygge bro til vores netværk af revisorer og andre rådgivere – så flere iværksættere får et solidt fundament at bygge videre på.

Mikkels bedste råd til andre, der overvejer at springe ud som selvstændige, er derfor enkelt:

“Lad være med at lytte til dem, der siger, du ikke kan – det kan du godt.”

Sidder du med spørgsmål om priser, moms eller andet i din egen opstart? Så er du velkommen til at kontakte Katrine, Stine eller Flemming og så vi finder løsningen sammen.